Små øjeblikke med en frivillig voksen skaber stor forskel for børnene
Tarm: På Tarm Skole findes en gruppe frivillige, som børnene virkelig sætter pris på. De kaldes skoletanter og -onkler, og deres opgave er enkel: at være en ekstra voksen med tid til børnene.
Et roligt øjeblik, et par lyttende ører eller et spil Uno kan gøre hele forskellen i en travl skoledag. For mange børn er det netop disse små øjeblikke, der giver ro og overskud til at fortsætte dagen.
Selvom indsatsen kan virke stille i hverdagen, gør den en tydelig forskel for både elever og lærere.
Skoletanterne er til stede om formiddagen i indskolingen – fra børnehaveklasse til 3. klasse. Opgaverne er mange og varierede.
– Jeg sidder for eksempel ved et barn, der har svært ved at koncentrere sig, fortæller Anny Justesen, en af skoletanterne på skolen.
– Nogle gange er jeg også læsemakker, da det kan være nemmere for et barn at læse højt for en skoletante end foran hele klassen, siger hun.
Indimellem opstår der også små, sjove øjeblikke:
– Et barn spurgte mig en dag: “Når du siger ‘æh og’ – er det så et bandeord?” fortæller Anny med et smil.
Skoletanterne bidrager med noget, der kan være svært at finde tid til i en travl skolehverdag: nærvær.
Når et barn har brug for ekstra opmærksomhed eller støtte, er der altid en voksen, der har tid til at lytte og hjælpe.
Det er ofte de små ting – et venligt ord, et smil eller en rolig hånd på skulderen – der gør den største forskel.
For de frivillige selv er oplevelsen også givende:
– Det er så livsbekræftende at kunne gøre en forskel og se børnene lyse op. Samtidig lærer vi også noget nyt selv – som da børnene lærte om planeterne og deres afstand til jorden. Det var bestemt ikke noget, vi hørte om, da jeg gik i skole, fortæller en af skoletanterne.
Der er ingen særlige krav til at blive skoletante eller -onkel. Det vigtigste er, at man har lyst til at være sammen med børn.
Der er også et socialt fællesskab blandt de frivillige. I frokostpausen drikker de kaffe sammen, og hele gruppen mødes flere gange om året – blandt andet til møder, sommerfest og julefrokost.
Gruppen vil meget gerne være flere, både kvinder og mænd. Det ville også være dejligt, hvis der var en, der havde lyst til at tage et barn med i sløjdlokalet, da flere børn er meget glade for praktiske aktiviteter i en hverdag, hvor bøgerne fylder meget.
Har du tid og lyst til at gøre en forskel for børn – bare én formiddag om ugen eller om måneden – så kom og bliv en del af fællesskabet på Tarm Skole. Kontakt FrivilligVest , Tarm Skole eller en af skoletanterne og oplev en formiddag som skoletante eller skoleonkel.
