Bliv Skoletante /-onkel

Vil du bruge lidt af din tid på at hjælpe elever i 0.-3. klasse med at få en tryg skoledag?

Ordningen er i gang på Tarm Skole, med 10 engagerede skoletanter /-onkler, men vi vil så gerne være lidt flere i denne gruppe -og med tiden ud på flere skoler med lignende ordninger!

Skoletanter og -onkler sidder i fællesarealet og er til rådighed for de børn som har brug for en rolig stund i løbet af skoledagen.

Skoletanten / -onklen er en stabil voksenkontakt der kan hjælpe børnene med små problemer og tilbyde et par ører der er gode til at lytte.

Projektet

Med inspiration fra vores kolleger i Varde, som har 11 års erfaringer med skoletanter og -onkler på deres skoler, har vi i starten af 2022 faciliteret opstarten af det første hold af frivillige Skoletanter og Skoleonkler i Ringkøbing-Skjern kommune på Tarm Skole.

Status sommeren 2022 er at ordningen er en succes. Skoletanterne /-onklerne er glade for samværet med de mindste børn på skolen, børnene er glade for at besøge skoletanterne /- onklerne, skolen er glade for den frivillige indsats som skoletanter og -onkler bidrager med og forældrene til de mindste elever taler positivt om projektet.

Baggrund

Ordningen med Skoletanter og Skoleonkler har til formål, at bidrage til en tryg skolegang for de børn, der kan have behov for ekstra almen omsorg, for at få skoledagen til at fungere.

Ordningen retter sig mod skolens yngste elever. Typisk 0. til 3. klasse.

I Ringkøbing-Skjern kommune faciliteres ordningen af Selvhjælp i FrivlligVest, der er med i rekrutterings og opstartsfasen. Herefter er FrivilligVest vært til et årligt arrangement for kommunens Skoletante /-onkelordninger.

Den enkelte ordning bygger på -og er afhængig af- et tæt og stærkt samarbejde mellem skolen og den gruppe af frivillige Skoletanter /-onkler der er tilknyttet den respektive skole.

Opgaven

Der kræves ingen uddannelse eller specialviden for at deltage i ordningen og indsatsen er på frivillig basis (ulønnet). Skoletanten eller Skoleonklen indgår IKKE som en del af undervisningen eller de pædagogiske opgaver på skolen. Det vigtigste ved rollen er i virkeligheden ”bare” at være til stede i fællesarealet og være en lyttende ekstra voksen som barnet kan opsøge ved behov for ro og omsorg, i undervisningstiden eller i frikvarteret.

Opgaven kan eksempelvis være; at give voksenstøtte ved småproblemer mellem børnene, at give ro til et barn med behov for en ekstra lille pause, hjælpe til at banke på døren til klasseværelset hvis et barn kommer for sent, sidde med et sygt barn indtil forælderen kommer, være en stabil voksen der har god tid til at lytte og tale med børnene, samt være rollemodel for børn med begrænset netværk.

Som Skoletante eller Skoleonkel oplever man typisk at varetage en meningsfuld opgave. Særligt da man er i den unikke situation at kunne bidrage positivt til miljøet på skolen, med en-til-en kontakt med de børn der har brug for det. Man bliver en del af fællesskabet med andre Skoletanter og Skoleonkler, samt forpligter sig til, at medvirke i et loyalt og åbent samarbejde med skolens lærere og ledelse.

Omfang

Konceptet indebærer at der skal være to Skoletanter/-onkler til stede på skolen af gangen. Målet er at gruppen af frivillige er stor nok til at dække alle formiddage i løbet af en uge. Ellers dækkes så mange formiddage som det er muligt.

Typisk vil den enkelte Skoletante/-onkel bruge 1-2 formiddage om måneden på ordningen. Det aftales internt i gruppen af Skoletanter og Skoleonkler, om man har vagt med en fast makker eller skifter. Derudover vil der være måneds-møder i gruppen til socialt samvær, netværk, sparring og vagtplan.

Hvis man er forhindret i at tage en tildelt vagt, har man selv ansvaret for at få dækket vagten af en anden Skoletante/-onkel eller lave en alternativ aftale med den pågældende makker om at vedkommende er der alene.

Gruppen af Skoletanter og Skoleonkler vælger en tovholder iblandt sig, der har kontakten til skolen og til FrivilligVest. Gruppen er overvejende selvkørende, men kan bede om vejledning og hjælp hos skolens kontaktperson for ordningen eller hos FrivilligVest.

Kontakt

Du kan få kontakt med en skoletante- /onkel, få mere information eller melde dig som Skoletante eller Skoleonkel ved at skrive en mail til Anna fra FrivilligVest på anna@frivilligvest.dk eller ringe på 29 86 87 30