Trivselsgrupper for skoleelever (7-14 år)

Vi ved fra undersøgelser, at børns indlæring i skolen og udvikling af sociale færdigheder påvirkes negativt, hvis barnet befinder sig i svære livssituationer, ofte er ked af det, bekymrer sig for meget eller føler sig isoleret.

 

Vi ved også at det fremmer børns psykiske og fysiske sundhed at være sammen med andre der er i en lignende situation og snakke med ligesindede om de vanskeligheder barnet har. -Og det er dét trivselsgrupper kan tilbyde.

 

I en trivselsgruppe får børnene mulighed for at sætte ord på deres situation, dele erfaringer, hjælpe hinanden med at afklare dilemmaer og opleve, at de ikke er alene i verden med de problemer, de har. Børnene får erfaring med at høre til et fællesskab og lære deres egne ressourcer bedre at kende. De fleste børn bliver generelt gladere, men også gladere for at gå i skole. Og det bliver ofte nemmere at indgå i sociale relationer efter et trivslesgruppeforløb.

 

Trivselsgrupper er IKKE et behandlingstilbud. Trivselsgrupperne har fokus på, “hvordan man tackler hverdagen” og på at “opleve glæde og støtte fra et fællesskab med ligesindede”.

Fakta om trivslesgrupperne

Grupperne sammensættes efter alder og tema. Eksempelvis:

  • at have søskende med fysiske eller psykske udfordringer.
  • at have en forælder med kronisk eller livstruende sygdom.
  • at føle sig ensom og/eller ikke føle sig god nok (lavt selvværd).
  • at være barn i en skilsmissefamilie og have to hjem.
  • …eller det kan være du har en ide til et andet tema…

 

Sådan fungerer det:

  • Der er 4-8 deltagere i hver gruppe.
  • Aktiviteter og samtale styres af to voksne frivillige gruppeledere, der er vant til at arbejde med børn.
  • Der er plads til både alvor og sjov i vores trivselsgrupper.
  • Trivselsgruppeforløbet strækker sig over 10 uger.
  • Vi mødes om eftermiddagen efter skoletid, én gang om ugen, i 1,5 time, på en skole i kommunen. I er selv ansvarlig for transport.
  • Det er gratis at deltage i trivselsgrupperne.

Sådan kan du forklare dit barn hvad en trivselsgruppe er

I trivselsgruppen møder man andre børn, på ens egen alder, der er i samme situation som en selv. Derfor er der mange børn der synes det er nemmere at dele tanker og oplevelser i trivselsgruppen end med andre man kender.

Vi snakker og leger i gruppen. Vi kan både græde og grine. Vi kan både spille bold og sidde stille og tegne. Vi kan stille hinanden spørgsmål og hjælpe hinanden med at løse problemer.

Det vigtigste i trivselsgrupperne er at det er børnenes frirum og at det skal være rart for alle at være med. Derfor er børnene med til at aftale hvilke regler de gerne vil have i gruppen. Det kan foreksempel være at:

  • man skal lytte til den der taler
  • vi ikke må grine ad hinanden
  • vi regner med hinadnen og derfor skal man komme hver gang (på nær hvis man er syg)
  • … og andre ting, som børnene er med til at bestemme

I alle grupperne har vi tavshedspligt. Det betyder at hverken børn eller voksne må fortæller andre om hvad der bliver snakket om i gruppen.

Børnenes fortrolige rum

Trivselsgrupper er børnenes eget fortrolige rum. Her kan de trygt fortælle det som de oplever er svært og føler sig alene med.

Børn er ofte meget loyale og vil ikke gøre deres forældre kede af det, ved at snakke om det der tynger dem. Da børnene er sammen med ligestillede, behøver de ikke i samme grad forklare sig, men vil forstå hinanden uden mange ord. En forståelse der skaber fællesskabsfølelse og samhørighed.

De voksne gruppeledere strukturerer samtalerne, der tager udgangspunkt i de enkelte deltageres oplevelser og erfaringer. I trivselsgrupperne for skoleelever vægtes aktiviteterne, for at fremme samtale og fællesskab, og gruppelederne bruger redskaber som tegninger, drømme, film og bøger m.v., ligesom der også er plads til leg og bevægelse.

Eksempel på en tidligere trivselsgruppes egne regler

Video om Trivselsgrupper

Her kan du se en video om hvad trivselsgrupper er, om hvilke menneskelige og faglige begrundelser der ligger til grund for trivselsgrupperne og om hvad børnene selv fortæller om at gå i trivselsgruppe. 

OBS: videoen er lavet af Silkeborg Selvhjælp og præsenterer deres trivselsgruppe-tilbud. Formen og indholdet af trivselsgrupperne i Silkeborg er den samme som trivselsgrupperne i Ringkøbing-Skjern, bortset fra, at i Ringkøbing-Skjern er begge gruppeledere frivillige i Selvhjælp. Det er vi meget stolte over!

Trivselsgrupper i Silkeborg Selvhjælp 

Yderligere oplysninger og tilmelding hos

selvhjælpskoordinator Stina Jørgensen
på tlf: 24 42 55 30
eller e-mail: stina@frivilligvest.dk