Frivillig i selvhjælp

Selvhjælp Ringkøbing-Skjern har tilknyttet en flok dygtige og entusiastiske frivillige gruppeledere. Som frivillig kan man enten starte selvhjælpsgrupper for voksne op, det gør man alene, og/eller man kan varetage trivselsgruppeforløb for børn og unge. Denne opgave er man sammen om i makkerpar, to og to.

De to gruppetyper (selvhjælpsgrupper og trivselsgrupper) medfører forskellige måder at arbejde på som frivillig, men værdigrundlaget og formålet er det samme. Nemlig at skabe gode rammer for, at mennesker i sårbare livssituationer, får et støttende fællesskab med andre i samme situation.

De frivillige er mennesker med overskud og hjertet på rette sted, og man klædes på til opgaven gennem vores interne og eksterne kursuser, sparringsmøder med de andre frivillige gruppeledere og tæt/tilpasset samarbejde med selvhjælpskoordinatoren.

Der kræves ingen specifik faglig baggrund for at være frivillig i Selvhjælp. Man tilknyttes som frivillig hvis menneskelige egenskaber og forventninger matcher med opgaven.

Som frivillig gruppeleder i selvhjælpsgrupper for voksne hjælper du gruppen i gang, ved at være med de første 3-5 mødegange. Din funktion er at være vært i starten, informere deltagerne om selvhjælpens værdier og rammer samt at hjælpe gruppen med at skabe dens eget arbejdsgrundlag og sund gruppekultur, som kan fortsætte når du trækker dig. Ideen med selvhjælpsgrupper er, at grupperne er selvkørende, i en for deltagerne relevant periode (måneder til år). Derfor trækker man sig ud af gruppen som frivillig, når den er blevet hjulpet godt i gang.

Som frivillig gruppeleder i trivselsgrupper for børn og unge, er du ansvarlig for at facilitere aldersvarende samtaler og aktiviteter. Du arbejder sammen med en makker om hvert forløb, der strækker sig over 10 mødegange á 1,5 times varighed. Grupperne mødes efter skoletid på en skole i kommunen.
Gruppen skal give børnene/de unge et frirum, en oplevelse af ikke at være alene, en oplevelse af egne ressourcer og erfaring med, at det ofte hjælper at dele svære tanker og følelser med andre, som forstår.
Inden forløbet afholdes forsamtaler og planlægningsmøde. Under forløbet vil der være lidt forberedelse, som I deler imellem jer. Når forløbet er slut laves skriftlig evaluering (via selvhjælpskoordinator), og der tages afsked med børnene.

Den frivilliges kompetencer:
Som frivillig vil du komme tæt på mennesker i svære livssituationer, hvorfor det kræver, at du har gode menneskelige egenskaber og lyst og overskud til at støtte andre.

I Selvhjælp lægger vi særlig vægt på, at

  • du har lyst til at arbejde med mennesker i krise.
  • du er robust og i psykisk balance.
  • du er nærværende og god til at lytte.
  • du både kan tage lederskab og holde dig selv tilbage, med respekt for at gruppen er deltagernes fællesskab.
  • du respekterer andres meninger og holdninger.
  • du kan skabe tryghed og tillid.
  • du kan sige fra og sætte grænser.

Du bliver klædt på til opgaven gennem vores interne kurser, ligesom du, før du selv starter en gruppe op, har mulighed for at komme med en erfaren gruppeleder i en gruppe.

Du har ALTID selvhjælpskoordinatoren til rådighed for sparring og supervision.

Vil du være med til at skabe støttende fællesskaber for mennesker i svære livssituationer, samtidig med at du selv udvikler dig, så lad os mødes og få en snak.

Kontakt selvhjælpskoordinator Stina Jørgensen på tlf: 24 42 55 30 eller e-mail: stina@frivilligvest.dk