Bydelsmødrene i Vestjylland

I Ringkøbing-Skjern området har vi mange udenlandske tilflyttere.

Nogle tilflyttere er kommet frivilligt fra velfungerende lande, mens andre er flygtet hertil fra krig og undertrykkelse. 
Uanset baggrund kan det som udenlandsk tilflytter være svært at falde til og blive integreret i et nyt lokalsamfund, men her kan bydelsmødrene hjælpe til.

Bydelsmødrene i Ringkøbing-Skjern kommune er en gruppe frivillige, ressourcestærke udenlandske kvinder, som siden maj '21 har hjulpet andre udlændinge i det lokalområde, de bor i.

Styrken ved Bydelsmødrene er, at de ikke kun deler deres egne, personlige erfaringer, men også deler relevant faglig viden og skaber netværk i lokalsamfundet og på den måde bidrager til en vellykket  integration.

Bydelsmødrenes kompetencer

En Bydelsmor kan noget helt unikt, som samfundet har brug for:
Hun er nemlig i stand til - på sit eget modersmål - at føre tillidsfulde og ligeværdige samtaler med de udlændinge, som det omgivende samfund ellers har svært ved at nå, fordi de eksempelvis:

  • ikke taler eller forstår dansk
  • er dårligt uddannede
  • har mistillid til myndighederne
  • ikke kender de danske normer og traditioner

Bydelsmødrene kan således blive "the missing link" mellem lokalsamfundet og de udenlandske tilflyttere, fordi hun selv har erfaring med at være flyttet til Danmark og fordi hun selv har oplevet fordelene ved at kunne tale og forstå dansk og på den måde er blevet velintegreret.

Den enkelte Bydelsmor en ressourcestærk del af lokalsamfundet, som gerne vil samarbejde med andre ildsjæle i sit lokalområde; fx som velkomstambassadør, medlem af en foreningsbestyrelse eller medarrangør af den næste sommerfest.

Sådan bliver du bydelsmor

For at blive Bydelsmor skal du gennemføre Bydelsmødrenes grunduddannelse.

Uddannelsen varer cirka tre måneder, fordelt på 11 hverdagsaftener og 2 hele lørdage. Du kommer igennem 15 forskellige moduler som tilsammen sikrer, at du får du relevant faglig viden, opbygger netværk og får forståelse for, hvordan det danske samfund fungerer.

Al undervisning foregår på dansk og giver dig bl.a. viden om:

  • Demokrati, ligestilling og ytringsfrihed.
  • Sexualitet, hygiejne og sundhed.
  • Det danske skole- og uddannelsessystem.
  • Børns udvikling og barndom.
  • Samtaleteknik.
  • Etiske og moralske dilemmaer.
  • Det frivillige foreningsliv.

Klik her for tilmelding og detaljeret information om næste uddannelsesforløb, som starter den 1. november '21 

Baggrund

Bydelsmødrene i Vestjylland faciliteres af FrivilligVest og er støttet økonomisk af Soroptimisterne i Ringkøbing samt kommunale §18-midlerne gennem FrivilligRådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Undervisningsforløbet er tilrettelagt af den landsdækkende organisation www.bydelsmor.dk

De første 13 vestjyske bydelsmødre blev uddannet i maj '21.

Kontaktperson hos FrivilligVest:
Elsebeth Viberg Rasmussen
Telefon: 2986 8730
E-mail: 
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


Ranunkelvej 1-3, 6900 Skjern
Tlf. 82306770 | Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.