Til dig, der måske vil være frivillig

Hvis du har lyst til at være frivillig i nogle få timer ad gangen uden langsigtede forpligtelser, kan du komme med i westCREW, som er det nye, vestjyske frivilligkorps, der starter i efteråret '20.

Du bliver en del af et unikt fællesskab, som på frivillig basis hjælper ved forskellige arrangementer og således er med til at skabe gode oplevelser for borgere og turister i vores lokalområde.

Du bestemmer selv, hvilke opgaver du vil udføre, hvem du vil hjælpe og hvornår du vil afsted.

Kommende frivillige kan læse mere her...

Til dig, der skal bruge flere folk

Hvis din forening skal deltage i et arrangement, hvor der er behov for mere mandskab end I selv råder over, så kan I måske få hjælp hos westCREW, som er det kommende, vestjyske event-frivilligkorps.

Vi gennemfører i efteråret '20 og foråret '21 et større pilotprojekt sammen med Ringkøbing-Skjern Museum.
Pilotprojektet har to formål: Dels at rekruttere flere frivillige til museets egne events på en ny måde, dels at udvikle westCREW konceptet og dén IT-løsning, som skal bruges til at holde styr på alle opgaverne og alle de frivillige.

Senere vil vi tilbyde westCREW-konceptet til andre, på en sådan måde, at vi hjælper og understøtter hele det brede foreningsliv og samtidig styrker sammenhængskraften i vores store kommune.

Baggrunden for westCREW

westCREW er inspireret af Rethinkers Århus, som er et eventfrivilligkorps, der blev dannet forud for Kulturhovedstadsåret AARHUS2017.

Formålet med westCREW er at skabe synergi mellem forskellige frivillig- og ildsjæleområder, på tværs af civilsamfundet, erhvervslivet og det offentlige.

Deltagelse i westCREW vil understøtte sammenhængskraften i kommunen og forventes også at understøtte bosætningen, ved at gøre det let for tilflyttere at finde frivillige sammenhænge at indgå i, selv i en travl hverdag.

westCREW-konceptet ejes og drives af FrivilligVest.
Initiativet er støttet af ildsjælepuljen i Ringkøbing-Skjern Kommune.

 


Ranunkelvej 1-3, 6900 Skjern
Tlf. 82306770 | Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.